Morten Poulsen er uddannet PO-organist fra Sjællands Kirkemusikskole 1994, har studeret kompostion og musikteori ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har fået klaver undervisning af bl.a. Professor Anker Blyme og jazzpianisten Lars Brogaard. Han har desuden fået undervisning i sang og klaver på Musikvidenskabligt Institut ved Københavns Universitet.
Han fungerer som organist og kordirigent i Helsingør-området, og komponist, pianist og akkompagnetør i talrige sammenhænge både her og i København og indenfor afvekslende genrer. I 1995 var han på turné i Japan sammen med Helsingør Domkirkes Drenge- og Mandskor, hvor drengekoret bl.a. opførte hans minimusical over "Den Grimme Ælling". Desuden underviser han i klaver og musikteori på både musikskoler, gymnasium og privat.
Som komponist har han skrevet i flere forskellige genrer, rytmiske genrer (musical, jazz etc.) til adskillige teaterforestillinger, en lang række motetter til kirkebrug, mange større korværker og en del instrumentalværker, hovedsalig for klaver og orgel. I 2002 blev han optaget i Vesterbro komponistforening, der specialiserer sig i kormusik og arrangerer korkoncerter af meget højkvalitet, hvor der opføres værker af medlemmerne. Siden har Vesterbro komponistforening også påbegyndt årlige kammermusik projekter, hvor han er repræsenteret med værker, opført at dels konservatoriestuderende og dels professionelle musikere. I 2003 vandt han en særpris i konkurrencen Vandværker, udskrevet af det københavnske kammerkor Hymnia, med satsen Havsbön til tekst af den svenske digter Karin Boye.
Har komponeret flere bestillingsværker til bl.a. Helsingør Kammerkor, Vestervang Kirke og Ensemble Felix. I 2007 turnerede kammerkoret Camerata i Danmark og Italien med et program indeholdende hans “Tre aftenstemninger” til tekster af H. C. Andersen.
Siden 2003 har han været ansat som musiklærer på Helsingør Gymnasium, og siden 2011 fastansat som organist ved Vestervang Kirke i Helsingør. Siden 2011 medlem af Dansk Komponistforening.